Monday, August 26, 2002

Historien om Casper

Fra den kulturradikale revy går der linier fra til Casper Christensen, der brød igennem som det store, glitrende popidol, de kulturradikal have ventet og frygtet i 33 år. Få år efter valgte han at blive kunstner og dumpede i seertal. Nu vender Christensen tilbage. Han hilses af kronikøren, der er cand.mag. og kulturskribent.

29. maj 1929 var der premiere på en revy på Nørrebros teater - en ny slags revy.

På scenen stod en kasse med ordene 'Styrmand Karlsen'. Ud af den sprang selveste Liva Weel. Så vidste publikum besked: Det var slut med de gamle revyer, med syngespil, tropehørm og sømands-fis. Styrmand Karlsen var død. En ny tid var begyndt.

Det var den første PH-revy, der gik over scenen den aften, og med højt humør, og lovsang til det elektriske lys og fremskridtet.

Der kom flere af den slags revyer i årtiet, der fulgte. Igen og igen sang Liva Weel Poul Henningsens mundrette viser, hvor hjertet aldrig rimede på smerte - men derimod 'Atlon på natvogn'. Og divaen smilede sit berømte smil, slog smut med øjnene og gik lige i publikum. Det var nyt, det var frisk. Men det vigtigste var, at der lå en mening bag - PH-drengenes moderne, frisindede meninger. Det var tiltrængt efter mange år, hvor dansk revy ikke havde været andet end dame lår og vrøvleviser.

Glade revyer

Den første kulturradikale revy handlede, følge Berlingske Tidende, "om et Ægtepar, som det gik galt, hver gang de kom i Nærheden af en Autoritet: "Derfor skal man altid være utilfreds", lød en af Replikkerne". Hermed var et tema og en tone slået an, som skulle sætte sit dybeste præg på kritisk revy og politisk satire i Danmark i de næste syv årtier. Det var glade revyer, fulde af lys, tempo og frisk luft. Der var motorcykler med futuristiske fartstriber, ølhunden glammede. Og det var tilladt at være glad for mad:
Jeg elsker det kolde, det store og stille og helt usandsynlige bord med skinker og stege og silde i dille og ingen der mæler et ord...

Tiden gik. PH's revyer blev fortid. Den glade fremskridts tro blev gjort til skamme af endnu en verdenskrig. Da trådte endnu en generation af samfundsrevsere ind på scenen med en ny kulturradikal revy: Klaus Rifbjerg, Jesper Jensen og Leif Panduro. For dem var glæden ved det kolde bord en skændsel - som alt, hvad den danske velfærdsstat havde at byde på i 1962:
Utilfreds? Her, så tag et stykke med steg gris på gaflen gris på gaflen det sku ku stoppe kæften på dig!
Der var ingen grund til begejstring for den nye overflod. Den var et våben i magthaverne hænder, til pacificering af et fordummet massepublikum:
"Befolkningen godkender regeringens forsvarspolitik mens de ser fjernsyn, hører radio, elsker Volmer Sørensen, kysser Otto Leisner", lød en af replikkerne - mens afvigere af enhver art blev plaffet ned af det danske militær.
Fjernsynet var værre.

'Gris på gaflen' var et typisk indlæg under 60ernes kulturradikale debat. På scene væggen så man fotografier af ofrene fra Hiroshima. Atomkrigen var nær. Men fjernsynet var værre.

Ganske vist havde Danmark, hvad tv-mediet angik, ikke grummere at byde på end de to nævnte hyggeonkler, den ene skaldet, den anden fønbølget. De sang sig såvidst ikke ind under dynerne på småblomstrede teenageværelser - som Billy Jack i 'Teenagerlove' senere samme år.
Ernst Bruun Olsens musical blev en kæmpe sucess og en krigserklæring mod underholdningsbranchen - fremsagt mod den tids 'raprytmer' fra Det Kongelige Teaters store scene. Hovedpersonen Billy Jack var den amerikaniserede megastjerne, Danmark i virkeligheden aldrig havde haft.
Han var lidt til års, oppe i 30erne og parat til at gå over lig for at bevare sin position: "Smart, glat, upåvirkelig", skrev pressen. Henning Mouritzen spillede figuren, så man troede på ham - selv om ikke en sjæl havde set ham i virkeligheden: Det blændende smil, de distancerende solbriller, flodbølgen af hadefulde sætningskonstruktioner, der strømmede fra hans læber. "En glaskold kyniker", "Demokratiets kræftknude", mente anmelderne. Nu var underholdningsbranchens mørkeste hemmeligheder omsider kommet frem i lyset.

Leisner og Volmer

Imens hyggede Otto Leisner og Volmer Sørensen om danskerne på den sort-hvide tv skærm.
Og Otto Brandenburg sang 'To lys på et bord' på godt dansk. Folkesjælen var ikke rede til det amerikanske.
'Gris på gaflen' kom ikke i fjernsynet, fordi den var for grov. 'Teenagerlove' løb tiden fra, før Bob Dylan kunne nå at stemme sin guitar.

Den kulturradikale revytradition kunne meget let være kommet af dage i de fræsende 60ere. Men sådan gik det ikke. Det sørgede fjernsynet for: De legendariske satireprogrammer 'Hov-hov' og 'Uha-uha' i 60erne og 70erne slog konventionen fast med syvtommersøm: Lidt jazz, lidt frisind, et par sorte rullekraver, et vellignende politikerportræt, en vred skatteborger - 'Lorteland'! Det var i de år, Monty Python tordnede frem i England - og på de danske tv-skærme - så der blev vendt op og ned på ethvert begreb om komik og satire: "And now to something completely different!".

Popkulturen

I Danmark var den kulturradikale satiretradition kommet for at blive.

Men hvad med den amerikanske 'popkultur', dens udøvere harcelerede over? Hvad blev der af den glitrende entertainer, manden med tandpasta-smilet, den sjæleligt bundfrosne megastjerne, som kunne gejle et massepublikum op til hvad som helst, fordi han var ét med sit show. Vi hørte om ham fra USA og ventede gysende.

Vi kom til at vente længe. Den hyggelige danske underholdningskultur var gjort af et slidstærkt materiale. Det store tv-publikum sejlede op af åen, så rødbedesaften drev ned af skærmen. Imens årtierne gik, og de kulturradikale tv-anmeldere blev grå af forbitrelse. For var der noget de hadede mere end den amerikanske underholdningskultur, der aldrig kom - så var det den traditionelle, brede danske folkelighed med røde køer og fællessang.

Tandbørsten

Så kom han endelig, den længe frygtede 'popstjerne'. Det var en fredag aften kl.20.00 i vinteren 1995: En helt ny slags tv-show gik i luften, i et tempo så hæsblæsende, et både Volmer Sørensen og Otto Leisner ville have mistet pusten.
Konceptet var engelsk, men ånden amerikansk: 'Husk lige tandbørsten'.

Han kom ind i et spring, som midtpunkt for fem kameraer og trehundrede udvalgte tilskuere. Han var 26 år, den yngste entertainer i dansk tv's historie. Han bragede igennem tv-skærmen med en tornados vildskab, med sorte briller, højt hår og tomatfarvet habit. Råbende, hujende, dansede på tåspidserne. Lysende af energi, ondskab, charme. Det var de kulturradikales mareridt, der stod der, lyslevende på den todelte drejescene med den bølgende kant. Mens konfettien dryssede og musikken spillede. Fremtiden var omsider begyndt. Det var showtime. Quiz og komedie, drømme som gik i opfyldelse, offentlig ydmygelse af udvalgte tilskuere - det var hvad 'Tandbørsten' handlede om.

Showet var ikke Casper Christensen tv-debut. Men det var hans gennembrud. Det gjorde ham kendt af alle danskere. Og gav ham et image, der kæber ved ham den dag i dag.
'Tandbørsten' ryddede forsider. Casper Christensen og hans medværtinde Anette Toftgaard blev det hotteste stof i ugebladene. Showet nåede ud til 1,5 millioner seere og tvang på få uger den konkurrerende kanal i knæ. Så gik det ellers derudad på DR TV, vildere og vildere, ondere og ondere - hver fredag.

".... hvilken tomhed og hvilket afgrundsdybt mørke og hvilken forstening og åndelig koldbrand er jeg ikke vidne til hos dem og hos den, der har ansvaret for en sådan 'underholdning' og sådan en udsendelse og dem, der overværer den uden at protestere", skrev en læser i Politiken, da en barnetegning var blevet kørt igennem en kompostkværn, med moderens velsignelse - for 5.000 kr. Hvad var KZ-ofrenes lidelser imod dette, spurgte den rystede tv-seer.

Det gik stærkt

Det så ud, som om Danmark var kommet i "Popkulturens" vold - som det var blevet spået os dengang i 60erne.

Det gik i hvert tilfælde stærkt for Casper Christensen. I radioshowet "Tæskeholdet" blev han kultfigur for ungdommen. Han sparkede røv, brød grænser, fløj som en komet på ungdomskulturens himmel. Han levede op til alle 60ernes kulturradikale spådomme.
Lige til han en dag gjorde noget, som ingen af den observans ville have kunne forudsige. Fordi - ifølge PH's lærebog - pop er det modsatte af kunst. Fordi - ifølge kulturkritikkens lille katekismus - de mennesker, der behersker medierne, vil ende med selv at være behersket af dem.

Derfor var der ingen, der ventede af Casper Christensen, at han af egen vilje skulle vælge at gå sine egne veje, uden det store publikums bifald. Ingen ventede en kunstnerisk indsats fra ham.

Det skulle da lige være den lille tilskuerskare, der havde fulgt hans udvikling som stand-up-komiker i begyndelsen af 90erne. Og de kammerater og kolleger som han hele tiden, også mens 'Tandbørsten' stod på, kunne bruge timer sammen med - alene for at få rede på, hvad det er, der er så komisk ved hirse!

67 udsendelser

'Casper og Mandrilaftalen' blev sendt på DR2 i foråret og efteråret 1999. Det blev til 67 udsendelser, som blev set af 100.000 danskere - og en håndfuld svenskere. Segmentet var mænd omkring de tyve.

Helt overset blev showet dog ikke. Der faldt lovord fra tv-anmelderne. Gamle fjender fra "Tandbørstens" tid strakte våben. Men det store publikum var ikke med: Her var ingen quiz og rejser, ingen glitter og glamour.
"Mandrillens" univers var ikke lettilgængeligt, der blev ikke leflet mere for publikum her end i Odin Teaterets forestillinger.

Besynderlige eksistenser

I studieværtens rolle, i et eksperimenterende drømmeagtigt sprog, konfronterede Casper Christensen sig med et hav af besynderlige eksistenser, alle med noget på hjerte - selv om en enkelt af dem havde glemt, hvad det var. Dybt lidenskabelige, prikkede og stribede i ansigterne, med næserne dækket af stive børster, med bacon viklet om hovedet, med gaffetape på kinderne og i stramt trikot gik de i studiet for at krænge deres inderste ud.

Disse rablende ildsjæle var skildret med stor ømhed. Selv Gentleman Finn, nazisten der blev satanist og pædofil. Den arme, formørkede sjæl - han søgte jo bare en identitet. Han ville så gerne accepteres. Han var ikke dæmonisk. Han var lige så elskelig og imødekommende, som virkelighedens nazister og pædofile altid selv påstår, at de er. Så kærligt er moralske og seksuelle afvigere aldrig blevet skildret i Danmark før - i hvert tilfælde ikke i komisk form. De er blevet hængt ud, gjort til grin, hadet og hetzet i vers og viser, dialoger og monologer, så publikum kunne gå hjem og føle sig gode og rene af hjertet: De onde, det er de andre!

Men det er for nemt, mener Mandrillerne. I et af de sidste show optræder en figur, der hedder Satire John, en lattermild sjæl med løs paryk. Men han synes alligevel ikke, humor bør være det rene pjat. Han vil noget alvorligt med den. Han vil sige sandheder om nazisterne, de autonome, og alle de andre, han ikke kan lide. Han vil sige det på en måde , så publikum læner sig tilbage og tænker: "Jamen, han har jo ret!".

Nørbygaard fik en tur

Heller ikke den brede, folkelige kultur har fundet nåde for Mandrillernes blik. Finn Nørbygård fik en tur gennem vridemaskinen for sin runde, jyske folkelighed. Linie 3 blev jævnet med jorden for aldrig at forny sig. "Huset på Christianshavn" blev fejet helt af banen. Olsen-banden bukkede under for lumbago. Selv Morten Korchs idyl blev smadret på en åndløs parkerings-plads. Den slags tv skaffer ikke store seertal!

Et helt mandril-show blev viet det problem: Hvordan kan vi blive et folkekært program? En pukkelskuldret medieforsker kommer i studiet, og Casper får at vide, at ville han ramme det seer-segment, der troede, at hunden Kvik virkelig døde i 'Matador' - han skulle han bare drikke et glas mælk som en glad dreng fra landet.

Men Casper kan ikke lide mælk" "Du er færdig", hvæser den pukkelskuldrede. Og der kommer brev fra Folket: "Hvis du ikke drikker din mælk som en god, glad dreng fra landet, så er du fyret!

Knus.

FOLKET"

Casper gør sit bedste. Han vil så gerne ind i tv-himmelen igen, hvor Ole Stephensen skænker varm, sød vin og Jarlen holder en tale for ham. Han skal bare drikke sin mælk. Men lyset er grønt, og mælken er grøn og Casper er grøn i ansigtet. Dansk folkelighed - han kan ikke få den ned! Et kært lille legetøjs lam bringer ham på det rette spor: Han skal bare tro på sig selv og drikke, hvad han vil. Han tramper taknemligt på kræet, går i studiet og drikker en hel flaske vand for åben skærm: "Ses vi? Det tror jeg nok vi gør!".

Fornyelse

'Mandrillen' var en fornyelse af dansk underholdning. Den burde have været en milepæl på linie med PH's første revy i 1929. Det blev den ikke, fordi dens egentlige målgruppe, de intellektuelle, refleksmæssigt trækker pistolen, når de hører Casper Christensens navn. Og folkekær vil han ikke være. Det har han prøvet!
Så 'Mandrillen' - måske den største genistreg i dansk tv-underholdnings historie - blev standset på grund af de lave seertal.

Men det har ikke standset Mandril-holdet. Tirsdag aften i næste uge forsøger de sig med en helt anden form for komik: 'Langt fra Las Vegas' er en situationskomedie - "Sitcom" - i ren amerikansk stil, med faste figurer og rigtig handling. Den vil muligvis jage en hær af skuffede Mandril-fans på flugt. Det tager Casper Christensen sig ikke af. Han laver sin nye serie, fordi det er det, han har lyst til.

Kilde: Politiken, 25 Februar 2001